I aften har jeg oplevet noget meget specielt. Noget smukt. Noget jeg helt bestemt ikke havde regnet med at opleve. At se. At føle. 

Det er onsdag. Jeg har ikke været i kirke, da mig og min værtsmor bestemte os for at gøre noget andet i stedet. Her den sidste uge har der været et arrangement kaldet 'Judgement House' i First Baptist Church, Tupelo. Man kan vel godt kalde det et slags teater stykke, man kommer ind i grupper og hver gruppe har en guide hele vejen igennem. Vi gik der i gruppen, spændte, stoppede op foran et stort vægtæppe, fyldt med perler og glimmer, pyntet med flotte guldbogstaver. 

Det første rum vi træder ind i er en restaurant. Lyset bliver tændt og en flok mennesker kommer ind. En mor. En søster. En veninde. En ven. En basketball spiller. En cheerleader. En coach. De snakker om sæsonen, om aftenens kamp, den afgørende kamp. 

Næste rum, en fest. En anden slags fest. Tomme øldåser og flasker ligger spredt ud over gulvet, musikken runger gennem lokalet, en flok teenagere, en cheerleader med en flaske sprut i hånden, flirtende mens hendes kæreste er et andet sted. To drenge sidder på en bænk. Snakker om deres basketball coach. Hvor godt et menneske han er. Hans tro på Jesus og Gud. Det buldrer. Lyset blinker. Det trækker op til storm.

Nyt rum, nyt scenarie. Locker room. De er klar til kampen. Coach fortæller hvordan troen kan hjælpe dem, troen på Jesus. En dreng forlader lokalet. En anden ser nysgerrigt på sin coach. Går så begge på knæ. Lukker øjnene. Takker. For første gang. Han har åbnet sit hjerte.

Basketball banen. En cheerleader forlader irriteret lokalet, hendes kæreste løber efter hende. Pludselig lyder en alarm, og en stemme over højtaleren beder alle lægge sig på gulvet. Uvejret er over dem. Han med det nyåbnede hjerte løber ud for at finde sin bedsteven, hans coach styrter råbende efter ham.

Det næste lokale vi træder ind i er mørkt. Lugten af grene og blade kradser i næsen. Blinkene fra en smadret bil oplyser igen og igen situationen. Liggende fuldstændig stille på gulvet ser jeg coach, en dreng og en cheerleader. 

Vi træder ind i et helt hvidt rum. Kridhvide lagener hænger blødt på alle vægge, falder fra alle stole. Det ligner en retsal. De tre bliver ført ind. To af dem reddet. Den sidste ført væk af en skikkelse dækket af sort stof.

Mørket er tungt og det skræmmer mig egentlig lidt at være her. Jeg havde forventet noget andet, men lige så snart jeg ser Ham ser jeg alt det jeg havde forventet. Han fortæller hende, hvordan han hader alt hvad Skaberen har skabt, han fortæller hvordan han har styret hendes liv, hendes hånd, hendes tanker. Han viser hende, hvad hun har gjort ved sine venner. Hvordan de lider. Skrigende fører de hende bort.

De åbner døren til en lang smal gang. En lang urealistisk gang. en rund gang. Nervøst tager jeg hvert skridt mod det lys jeg kan se for enden. Og træder ind i et stort rum. Der er højt til loftet og bygget en trappe med en stol for oven. På et af de øverste trin står en mand. Hans arme er strakt ud til hver side, hænderne vendt mod os. En hvid silkekjole falder om hans krop. Det første jeg lægger mørke til er, at hans hud er mørk. Jeg smiler for mig selv. Han taler. Går ned af trappen. Kommer direkte mod os. Hans arme lukker sig om en lille dreng blandt publikum. Først tror jeg, at han kysser drengen på kinden, men da han går videre til den næste ser jeg hans læber bevæge sig. Jeg falder ind i hans omfavnelse og han hvisker noget i mit øre. Tager så fat om mine skuldre og holder mig et stykke fra ham 

"God bless you." 

siger han og kigger mig i øjnene. 

Jeg er ikke vokset op i et specielt troende hjem, ikke engang et specielt troende land. Jeg ved intet om at tro, at tilbede. Det eneste der gik op for mig var bare, at mit hjerte nu er åbent. Jeg har endelig ladet Jesus træde ind i mit hjerte. I alt den tid har han stået og banket på, ventet tålmodigt, og først nu har jeg forstået meningen og lukket ham ind. 

Så mange gange har jeg sunget trosbekendelsen, så mange gange har jeg bedt fadervor. Nu kan jeg så spørge mig selv, hvor mange af de gange har jeg egentlig tænkt over ordene der kom ud af min mund? Hvor mange gange har jeg egentlig ment dem? 

Jeg havde aldrig troet at en så lille ting som et teaterstykke skulle ændre min opfattelse af religion. Aldrig. Inden jeg rejste, vidste jeg godt, at det sted, jeg skulle til, var meget religiøst, men jeg regnede ikke med, at det ville ændre noget. 

Da jeg gik ud gennem den runde gang, efter omfavnelsen og velsignelsen, havde jeg en følelse jeg aldrig nogensinde har haft før. En følelse jeg ikke kan beskrive. Det var som om mine øjne var blevet åbnet. Det er som om mit hjerte endelig er blevet fyldt, med noget der manglede. 

Jeg havde virkelig ikke troet at jeg nogensinde skulle høre mig selv sige alt det her. 

Det gør mig så ked af det når jeg tænker på, hvad jeg selv tænkte om troende kristne, mens jeg boede hjemme i Danmark. Jeg skammer mig. For hold kæft hvor har mange af os da en forskruet opfattelse af tro! Det er helt helt forkert. Hvor mange ville løfte deres hånd i en folkeskole klasse og sige at de er troende kristne og faktisk går i kirke hver uge? Ingen. I Danmark er religion forbundet med at være gammel og bange for at dø. For at sige det lige ud. Helt fra vi var små har vi syntes at kirke var kedeligt. Vi har lært fadervor og trosbekendelsen fordi det blev vi nød til for at blive konfirmeret. I 7. klasse var vi i kirke mindst 10 gange, fordi det sagde de vi skulle. Og indrøm det. Vi hadede det. Og jeg ved godt hvorfor. Ville vi måske ikke have bare lidt mere lyst til at gå i kirke, hvis alle vores venner var der? Hvis det var en aften i et kælderlokale, med et band, uden forældre, og med en præst som vi bare synes var ekstremt underholdende? Ville vi ikke have lidt mere lyst, hvis vi i stedet for at synge gamle kedelige salmer, sang nye gode sange? Ville vi ikke have lidt mere lyst hvis vi havde lov til at blive der lidt bagefter og spille wii og bordtennis med vores venner? Tænk over det. 

Hvordan kan det være at unge her tror på den måde de gør? Aldrig i mit liv har jeg set en teenager i en kirke, syngende, løfte sin hånd mod himlen og lukke øjnene. 

Aldrig i mit liv har set en sal med 500 teenage high school elever bede sammen. Aldrig. 

Aldrig har jeg siddet hånd i hånd og sagt en bøn med et par andre unge. Takket Gud, Takket Jesus. Bedt for mine forældre, mine søskende, hele min familie, mine venner, de syge og de syges familie. 

Og det synes jeg er sørgeligt. 

Jeg er stadig dansker, og jeg ved hvad nogle af jer tænker efter I har læst det her. Jeg har ikke tænkt mig at ændre meget af den måde jeg lever på, jeg har ikke forandret mig på den måde. Jeg har stadig tænkt mig at være ung og leve. Der er stadig ting jeg har svært ved at tro på når det kommer til kristendom. Jeg har bare fundet en støtte, jeg ikke havde før. Jeg har fået øjnene op for en helt anden måde at tro på. 

Og jeg opfordrer bare jer alle til at tænke over alt det her. Jeg ville virkelig ønske at I kunne have oplevet, hvad jeg oplevede. At I bare en enkelt gang kunne have muligheden for at komme i en Amerikansk ungdromsgruppe kirke. Og bare føle. For mig handler det ikke om, at jeg skal undskylde for mine synder og leve efter biblen, det synes jeg egentlig ikke har så meget med religion at gøre, vi er alle mennesker. Jeg har bare aldrig følt mig så tryg, rolig og åben som jeg gjorde i aften. 

Og det er at tro.